søndag den 24. marts 2013

Croft 1955 - 2007



I dag glider Douro stille forbi Crofts Quinta da Roêda lige i udkanten af Pinhão, tæt ved Dows Quinta do Bomfim. Men sådan har det ikke altid været. Før floden blev opdæmmet flere steder var vandstanden lavere, hvilket skabte strømfald og uro. Derfor var den gang også mere larm fra den i dag nærmest lydløse flod.
Dette er efter sigende netop årsagen til, at quintaen i sin tid fik navnet Roêda, som betyder larm. Det skriver i al fald Alex Liddell i bogen ”Port Wine Quintas”, hvilket jeg dog ikke har kunnet får bekræftet fra andre kilder. Men om ikke andet er historien jo god.
Quintaen daterer sig tilbage til 1811 og var i de første mange år ejet af Taylor. Men da en af ejernes datter i 1875 giftede sig med Crofts direktør var quintaen en del af medgiften. Da Fladgate Partnership i 2001 købte Croft og Delaforce kom stedet så at sige tilbage i folden.
Forleden bød The Vintage Port Club på smagning af Croft omfattende de fleste deklarationer fra 1955 og frem til i dag, heriblandt to Single Quinta Vintage fra netop Roêda. Klubben har efterhånden fået for vane (det var vist Dominic Symington, der introducerede os til metoden) at dele en sådan vertikal smagning i to afdelinger – først en ældre afdeling, hvor vi smager tilbage i tiden, derefter en yngre afdeling, hvor vi smager frem mod de nyeste årgange. Fordelene er, at du ikke indleder med de ældste vine, men først varmer op med nogle yngre. Og at din evne til at smage samtidig bevares intakt, da de helt unge og meget tannin- og frugtfyldte vine først kommer allersidst.
Vi indledte med 1985, som er et år, der har budt på gode vine, men desværre flest skuffelser. Croft hørte til blandt de sidste. Allerede rød-mahogni med lys kant, en behersket duft af kirsebær, men også alkohol samt svag frugt og syre. Her var 1977 lidt bedre uden at imponere. Brun i farven, beskeden i næsen med men lidt jordbær og en smule nødder, meget let og med en lidt pebret eftersmag. Ingen af dem holder længe.
Men denne lidt svage indledning var i og for sig ventet. Croft havde ikke det bedste ry i 70´erne og 80´erne, hvor der var mere fokus på kvantitet end kvalitet. Derfor kunne det kun blive bedre, og det blev det.
Næste flight bestod af 1970 og 1966 to store årgange, som blev fulgt af endnu to, nemlig 1963 og 1955. Og dette firkløver var aftenen værd. 1970 var rødbrun, men stadig med god frugt og syre, så den kan udvikle sig videre. Kirsebær og lidt kanel og eukalyptus i næsen, god frugt og balance og en fin hale. 1966 var den svageste af de fire. Meget lys og tawny-agtig, ikke kraftig i næsen men med både jordbær, rosiner og lidt kaffe. Mangel på syre og kort finish. Ved flere smagninger har jeg ellers oplevet 1966 næste ligeværdig med 1963, men det gjaldt ikke Croft denne aften. For hvad 1966 manglede af kraft og saft var stadig til stede i den tre år ældre udgave. Mahognifarvet og med en god kraftig duft af frugt og kirsebær. Stadig levende og fyldig, elegant og fint balanceret og med god, lang eftersmag. 1955 havde faktisk en smule mere farve, men var ikke så indbydende i næse og smag. Kirsebær og lidt stikkende ved første mundfuld, men det aftog en smule med tiden. Og senere på aftenen var det det faktisk et meget behageligt glas.   
Anden halvleg begyndt med Quinta da Roêda 1987 og 1995. 1987 var rødbrun og havde lidt marmelade og fyrrenåle til næsen. Fin drikkelig her og nu, men uden den store dybde og ikke så bred en palet. 1995 var mørkerød og bød på masser af frugt samt tanniner, der kan bringe den videre.
Derefter fulgte Croft 1991, 1994, 2000, 2003 og endelig 2007. Nu kom der for alvor farve og frugt i glasset – de sidste mørklilla og med kraftig farveafsmitning i glasset. Den lette og måske mere elegante kirsebærstil blev afløst af mere potente vine med mørkere bær og blommer, noget kaffe og tobak og en snert fyrrenål i duften, fylde og sødme i smagen og let brændende eftersmag for nu at sige noget generelt. 1991 havde ikke så meget dybde og kraft, men god frugt. 1994 virkede lidt lukket. 2003 havde desværre prop, men i den anden bordende var der stor tilfredshed. 2007 udviste fint potentiale.
Konklusionen var, at Croft i de ældre årgange er fine vine, og kvaliteten synes at være på vej op igen – om end i en lidt mere sød og koncentreret stil. Chefwinemaker nu er Taylor og Fonsecas David Guimaraens, og han har klogelig valgt at finde husets egen stil. Nogen af det første de nye ejere gjorde efter overtagelsen var i øvrigt at genopbygge de gamle lagares på Quinta da Roêda, hvilket i al fald rent symbolsk er et tegn på vilje til at satse på kvalitet.   
Slutteligt blev der vanen tro stemt om vinene. Et par skæve flasker gør, at resultatet skal tages med et vist forbehold, men nok ikke hvad angår den suveræne førsteplads. Her er topplaceringerne:

  1. Croft 1963 med 58 point
  2. Croft 1970 med 35 point
  3. Croft 1955 med 13 point
  4. Croft 1994 og Croft 2003 med 12 point.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar