Nye portugisiske breve

Hvor sløv en krop

denne udmattede kvinde har:
hvis det at føde børn var hendes eneste oplevelse
og hun kun kunne finde bo i et halvkvalt skrig
og det brød hun spiser er plantet i vrede.

Fik endelig taget mig sammen til at læse Nye portugisiske breve fra ende til anden. ”Nye” er så meget sagt. Jeg har haft det portugisiske kvindesagsskrift fra 70´erne stående længe, men må indrømme, at det hidtil kun er blevet til løs læsning af passager. Nu skulle det være. Og det fortryder jeg ikke, selv om det tog sin tid.

Bogen består af en blanding af digte, små prosatekster, essays, personlige oplevelser og breve – såvel fiktive som mellem de tre Mariaer, der står bag bogen. Kvinderne mødtes ugentligt og forpligtede sig til hver gang at have skrevet nye tekster, som efterfølgende blev diskuteres og siden samlet i kronologisk rækkefølge, så refleksioner og udvikling kan følges. Indholdet kan ikke adskilles fra tilblivelsesmåden, som det hedder i deres efterord.

Såvel titel som afsæt er de berømte ”Portugisiske breve” fra 1600-tallet – fem breve, som tilskrives søster Mariana Alcoforado, der boede i et kloster i Beja, hvor man den dag i dag kan besøge hende celle. Som 25-årig forelskede Mariana sig i en ung fransk officer, til hvem brevene er stilet. Brevenes ægthed er dog tvivlsom, da der nok står en anonym forfatter bag, men deres værd som vidnesbyrd om forbudt og fortvivlet kærlighed er ikke mindre af den grund.

De tre forfattere af de nye breve er selv opdraget af nonner, men nu gifte og mødre – og med karrierer som journalister og forfattere. Alle tre ville gerne gennem deres skriverier ændre det bestående samfunds kønsroller, moral og lovgivning samt den katolske kirkes store indflydelse på samme. Det kostede dem anklager for ”misbrug af pressefriheden” og ”krænkelse af den offentlige anstændighed”. Bogen blev forbudt og beslaglagt, og anklagerne blev først frafaldet efter systemskiftet.

Nogle af brevene kan i dag virke vel uvedkommende, men dog historisk interessante som dokument fra tiden lige inden låget på det portugisiske samfund blev lettet. Andre er smukke og erotiske i deres eviggyldige insisteren på kvinders ret til egen seksualitet. Andre igen er rørende, barsk og vedkommende læsning om undertrykte kvindeskæbner før som nu, virkelige som fiktive. Som brevet fra Mónica M, der giftede sig af lidenskab, men glemte at spørge om han elskede hende. Og som slutter på en gang poetisk og forfærdeligt med dette lille efterskrift:

 

Før hun væltede stolen, lod Mónica hænderne langsomt glide ned over sin nøgne krop som skulle hænge for de åbne vinduer udsat for det klare morgenlys.

Nye portugisiske breve udkom for første gang i Portugal i 1972 – to år før Nellike-revolutionen, som bragte mange ændringer med sig. Men, som det hedder på bagsiden af den danske oversættelse fra 1975 med et citat fra BT´s anmeldelse: ”Ingen omvæltning i nogen fremtid vil kunne gøre de tre Maria´ers bog uaktuel. Den vil spøge i menneskers, bestemt i mænds, sind, så længe bøger læses”. Store ord, som dog kun holder noget af vejen. Som opråb og kampskrift står bogen mindre stærkt i en samtid, hvor meget heldigvis er anderledes. Men som dokument over en tid og en nødvendighed er den usvækket. Ligesom den kan fortjene læsere i andre lande, hvor undertrykkelse og kønsrollemønstre er som i Portugal under diktaturet, og hvor religionen ensidigt er på mændenes side. Og så sandelig ikke kun kvindelige læsere.