N.R.P. Sagres i Esbjerg

 

I disse dage besøger det internationale sejlskibs event, Tall Ships Races, havnen i Esbjerg. De deltagende sejlskibe fra 17 forskellige lande har været på en rundtur fra Le Havre i Frankrig over Dunkerque, Aberdeen og Kristiansand til målet i Esbjerg, hvor der i går var optog med besætningerne rund om i byens gader og præmieoverrækkelse på torvet.

Foruden de sejlbåde – store som små – der deltog i sejladsen, var der også andre flotte sejlskibe i havnen. Et af dem var det portugisiske N.R.P. Sagres, som tilhører søværnet og bruges som skoleskib til officersskolens kadetter. Det imponerende flotte skib kom sejlende direkte fra Lissabon, hvor det er hjemhørende i flådebasen Alfeita på sydsiden af Tejo-floden. Herfra sejler det ud på togter med den unge kadetaspiranter ombord, som et led i deres uddannelse.

Lige nu er skibet altså i Esbjerg, hvor der i går aftes blev afholdt reception og middag ombord på invitation fra skibets kaptajn José Sousa Luis og Portugal ambassadør i Danmark João Maria Cabral – et event, jeg selvfølgelig deltog i med glæde.

Først fik vi lov til at gå rundt på dækket, hvorefter der blev serveret velkomst drink, vin, Moscatel de Douro, portvin og kolde øl – selvfølgelig af mærket Sagres, når nu skibet bærer samme navn. Dertil fik vi serveret diverse petiscos, skinke, ost, frugt og Bacalhau à Brás, som efter sigende skulle være fodboldikonet Cristiano Ronaldos favoritret.

N.R.P. Sagres er fra 1937 og er et ud af flere søsterskibe, som blev bygget af Blohm & Voss i Hamburg for den tyske krigsmarine. Efter 2. verdenskrig var skibet ejet af U.S.A., som i 1948 solgte det til den brasilianske flåde. I 1961 overtog Portugals flåde så ejerskabet og etablerede det som skoleskib. Af type er det en såkaldt bark, som betegner et tre til fem masters fartøj. Sagres er 89 meter langt og har tre master.

Under besøget fik vi en god snak med løjtnant Joana Costa, som arbejder på kadetskolen. Hun fortalte om livet ombord på skibet, og hvordan det blev brugt i uddannelsesforløbet.

Uden jeg på nogen måde er kyndig ud i sejlads, kan man ikke andet end blive imponeret over så smukt et skib, og det var en stor oplevelse af være på besøg. Og nej, det var selvfølgelig ikke det eneste af de mange sejlskibe, som var værd at beundre i havnen i Esbjerg.

Mísia – et forsinket farvel

 

Det er nu godt et år siden, at den portugisiske sanger og fadosanger Mísia desværre afgik ved døden efter flere års sygdom. Det skete nærmere bestemt den 27. juli 2024 på det hospital, hvor hun var indlagt med sin fremskredne cancer.

Den gang fik jeg ikke skrevet mindeord, hvilket jeg nu vil råde bod på. For faktisk var Mísia af stor betydning for min kærlighed til fado, ligesom jeg for efterhånden mange år siden interviewede hende – et interview, der blev bragt i 2006 i det udmærkede, men hedengangne magasin Djembe.

Når jeg indledningsvis skriver såvel sanger som fadosanger, er det ikke tilfældigt. Hun startede som fadosanger – ja hendes andet album fra 1993, som efterfulgte debuten, der blot bar hendes eget navn, hed kort og godt ”Fado”. Men med årene afsøgte hun andre genrer som tango, bolero og latin, ligesom hun bevægede sig ud i cabaretstilen og tilnærmede sig opera- og musicalområdet, jazzen samt rockmusikken ved at indspille sange af f.eks. Nine Inch Nails og Joy Division.

Min interesse for og kærlighed til fado smugstartede på en campingplads i 80´erne, hvor restauranten en aften bød på fadosang. Vi lyttede med et stykke tid og gik så igen, men interessen var vakt. Jeg købte et kassettebånd (ja, det var dengang) med sangeren Rodrigo, som jeg lyttede til efterfølgende. Da rejserne til Portugal fortsatte, begyndte jeg at besøge fadorestauranter og indkøbe CD´er. Den første i rækken var så vidt jeg husker netop med Mísia og hed ”Garras dos Sentidos” – sansernes kløer. Og kløerne fik så sandelig fat i mig.

Mísia blev født i 1955 som Susana Maria Alfonso de Aguiar. Moderen var en catalansk cabaretsanger, hvorfra hun arvede sin musikalske interesse. Da hun debuterede i 1991 var hun blandt de første yngre sangere, som genoptog og fornyede musikgenren, der havde levet et stille liv, da man efter revolutionen i 1974 forbandt fado med det gamle diktatur. Vel var der musikere og sangere som bekendte sig til eller lod sig inspirere af fado i 80´erne, men det var først i 90´erne at genren for alvor blomstrede op med Mísia og andre sangere som Camané, Cristina Branco, Mafalda Arnauth og lidt senere Mariza for blot at nævne nogle af de mest kendte.

Selv om Mísia også sang på fadorestauranter, var det i højere grad koncertsalene, som var hendes scene. Hun sang på flere sprog – foruden portugisisk og spansk også på fransk, engelsk og sågar japansk – og benyttede sig af såvel ældre som samtidige digteres tekster, hvilket gav hende en lidt mere intellektuel profil end de traditionelle fadosangere. Der blev ikke kun sunget om hjerte, smerte og længsel. Blandt digtere og forfattere, som har leveret tekster gennem årene, kan nævnes Fernando Pessoa, José Saramago, Lídia Jorge, António Lobo Antunes, Vasco Graça Moura og Augustina Bessa-Luís. 

Med tiden bevægede Mísia sig ud i randområdet af fadoen, men vendte med mellemrum tilbage, som f.eks. på album som ”Ritual” og ”Para Amália”, der begge er en hyldest til den største af dem alle, Amália Rodrigues. Det nåede at blive til 15 albumudgivelser, hvoraf det sidste ”Animal Sentimental” udkom i 2022. Blandt dem vil jeg nok pege på trekløveret ”Tanto menos, tanto mais”, ”Garras dos Sentidos” og ”Paixões Diagonais”, som værende blandt de bedste, men også førnævnte hyldestalbums til Amália.

Endelig vil jeg også fremhæve ”Canto”, hvor hun fik Vasca Graça Moura til at skrive tekster til den kendte komponist og guitarist Carlos Paredes melodier, samt dobbeltalbummet Ruas, hvor den første CD ”Lisboarium” er et portræt af Lissabon, og den anden ”Tourists” inkluderer musik fra Tyrkiet, Frankrig og Spanien og også indeholder covernumre af sange som ”Hurt” af Nine Inch Nails, som også Johnny Cash tog til sig.

Lad mig slutte med et par citater fra det interview, jeg lavede med hende tilbage i 2006:

”Mange opfatter fadoen som en ren traditionel musikform. Men den er et resultat af portugisernes assimilation af forskellige musikalske udtryksformer. Afrobrasilianske rytmer og den engelske guitar. Nordafrika i måden, der synges på. Det er byens musik og ikke noget, der bliver spillet bag bjergene på de samme instrumenter som i 1600 tallet. Fadoen har altid været i live og har altid været et udtryk for globaliseringen. Jeg fortolker blot den tid, jeg lever i”.

”Jeg er kosmopolit og lidt af en svamp i forhold til andre kulturer.”

 

Vil du læse mere om fado, kan jeg anbefale mn artikel ”Fadistas”, som indgår i rejseantologien Lissabon i serien ”vide verden”.

Regatta i Porto 2025

 

Traditionen tro tilbragte jeg Sankt Hans i Porto, som virkelig fejrer deres elskede skytshelgen São João. Det er også på denne tid, at portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, afholder deres årlige optagelsesceremoni og gallamiddag. Og dagen efter Sankts Hans aften finder det årlige regatta med de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos, sted.

For ottende gang deltog jeg i regattaen ombord på en af bådene – den ene gang dog i september ved Regua i forbindelse med portvinens dag. Denne gang var det båden fra Cockburn´s, Quinta dos Canais, som havde vikinger med på sejladsen fra Douros udmunding til mållinjen ud for Sandemans lodge i Gaia. De gamle både menes rent faktisk at være inspireret af vikingebåde, som i sin tid sejlede langt den portugisiske kyst og op ad floderne.

Som vanligt blev det en festlig dag med højt humør, venskabelige drillerier holdene imellem og mad og drikke ombord samt efterfølgende lunch.

Vores startposition i bagerste række i Gaia-siden var ikke idéel, da vinden kom fra syd. Det gik dog fint i starten, hvor vi havde god vind. Ja, faktisk lå vi forrest en kort periode. Men da vi var sejlet under Arrábida-broen, kom vi i læ, hvorfor vi nærmest lå stille en stund. Det betød selvfølgelig, at de andre både tættere på Porto-siden indhentede os, ja de fleste overhalede os desværre. Resten af turen mod mållinjen foregik i vekslende tempo, hvor sejlet desværre hang slapt ned meget af tiden. Resultatet blev en placering i den sidste ende af feltet, men dog ikke helt sidst.

Vinder af årets regatta blev både fra Offley efterfulgt af bådene fra Barros og Fonseca. Alle tre hold blev selvfølgelig hædret ved den efterfølgende sejrsceremoni. 

Afslutningsvis var der frokost med fri vinbar til alle deltagerne – og her fortsatte drillerier på vanlig vis.

Aftenen før, hvor fejringen af São João kulminerer med sardiner, Super Bock, slag med plastikhamre, opsendelse af lysballoner, musik og dans samt ikke mindst det store fyrværkeri, tilbragte vi på Porto-siden.

På turen blev der også besøgt nogle portvinshuse. Opslag herom vil komme på min vinblog, Vin med Mouridsen.

Søfareren - en rejse gennem Portugals tabte imperium

 

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget

 

Der findes rejseberetninger, som simpelthen er en nydelse at læse. Både fordi de er skrevet med sprogligt overskud som en indlevende og medrivende fortælling, og fordi de på glimrende vis formidler de besøgte steders historie, kultur og geografi.

En sådan bog er ”Søfareren” af norske Erika Fatland, som tager os med på en rejse så at sige jorden rundt i kølvandet på de portugisiske opdagelsesrejsende. Titlen refererer da også til manden, der grundlagde Portugals storhedstid som søfartsnation, prinsen Henrik Søfareren.

Henrik Søfareren (1394-1460) fik ikke selv rejst meget, men organiserede og deltog i  portugisernes erobring af Ceuta i 1415. ”Så historien om det verdensomspændende portugisiske imperium begyndte altså her, ved den nøglehulsformede kalifatport i Ceutas bymur, i august 1415,” som det hedder i bogen.

Derefter igangsatte han flere sørejser, hvor de lette og navigationsdygtige portugisiske karaveller bevægede sig længere og længere mod syd langs Afrikas vestkyst. Nogle nåede også langt ud i Atlanterhavet for at kunne opnå gunstige vinde, når de skulle sydpå. Resultatet var, at øer som Madeira, Azorerne og Cap Verde blev opdaget, selv om vikingerne dog havde været på Azorerne før portugiserne. Og turen ned langs Afrikas kyst, førte dem siden rundt om kontinentets sydligste punkt, Kap Det Gode Håb, og derefter op langs østkysten, hvorfra rejserne fortsatte trin for trin mod østen, Indien, Kina, Indonesien og Japan.

Det fjerne østen, hvorfra krydderier, muskatnødder, nelliker og andre varer kom, var hele tiden målet – foruden en vis ambition om at kristne de folkeslag, de mødte på deres vej. Kunne portugiserne finde søvejen til Indien, kunne de springe uden om alle mellemhandlerne i form af arabiske og venetianske handelsmænd. Her var kilden til stor rigdom gemt.

Undervejs blev der anlagt handelsstationer, som langt senere udviklede sig til kolonier som Guinea-Bissau, São Tomé og Principe, Angola, Mozambique, Goa, Macau og Østtimor. Sidstnævnte blev først selvstændig i 2002  i modsætning til de afrikanske kolonier, der fik selvstændighed efter Nellikerevolution og afskaffelsen af diktaturet i Portugal i 1974.

Bogen har en rammefortælling, hvor Erika Fatland befinder sig ombord på store fragtskibe, der sejler fra Europa, rundt om Afrika og til det fjerne østen – altså omtrent samme rejse, som de opdagelsesrejsende udførte trin for trin over mange år, hvortil kommer et afsluttende afsnit om Brasilien. Beskrivelserne af denne rejse og livet ombord afbrydes så af besøg på de øer og i de byer og lande, som de gamle søfarere besøgte, eller hvor de etableredes sig. Disse besøg er dog udført på andre rejser, da skibet, hun sejler med, kun anløber få havne undervejs.

Målet er kort fortalt at få svar på det enkle spørgsmål: ”Hvilke spor findes stadig af portugisernes næsten glemte imperium?” Men ikke kun det. Forfatteren leverer også en gang samtidshistorie om de besøgte steder, byer og lande – og hun beretter om indbyggerne og deres kultur med mange små interessante og sjove detaljer, så både den store og den lille historie fortælles. Vi hører om fado i Portugal, morna på Cap Verde og om samba i Brasilien. Vi hører om forfattere og politik – og om krigsveteraner fra kolonikrigene, en eneboer på Sankt Helena og skjulte kristne i Japan. Og vi hører om portugisernes omfattende slavehandel:

”Portugiserne stod for halvdelen af den transatlantiske slavehandel, seks millioner mennesker i alt. Til sammenligning havde Portugal lidt over fire millioner indbyggere i 1867. Omkring fem millioner af de afrikanske slaver, der blev sendt over Atlanten, endte i Brasilien. De fleste af dem kom fra Angola. Intet andet land mistede så mange mennesker til den transatlantiske slavehandel.”

Men hvad er så arven efter det portugisiske imperium? For det første er der fysiske aftryk i form af bygninger, ruiner og de stensøjler (såkaldte padrões), sømændene rejste, hvor de kom frem. Derefter er der sproget, idet portugisisk stadig tales i de tidligere kolonier, samt kulturen og historien. Eller som Fatland formulerer det: ”Imperiet er indgraveret i deres efterkommeres gener, sprog og erindringer.”

Men det portugisiske søimperium var faktisk også starten på den moderne verden, påstås det i bogen:

”Det hele startede med dem, ved du,” sagde han fra sin pude. ”Den moderne verden, som vi kender den, startede med dem. De var de første, de allerførste. De åbnede verdenshavene. De forbandt Europa med Afrika og Asien og Amerika. De drog også nordpå, ved du, til Grønland og Newfoundland, hvor de fiskede efter torsk i konkurrence med baskerne. De var overalt. Den globaliserede verden begyndte med portugiserne! Columbus er bare en parentes sammenlignet med de portugisiske opdagelsesrejsende. Alt begyndte med Portugal.”

Portugal var en global stormagt den gang. Nu er det et lille land på randen af Europa. ”Længslen og melankolien er det eneste, der er tilbage af det vældige imperium,” som det lyder i bogen, der dog også skyder med skarpt på landets måde at omgås historien:

”Opdagelsestiden bestod af modige og epokegørende opdagelser, men mest af alt bestod den af forlis, krig, vold – og slaveri. Selvom portugiserne alene stod for halvdelen af den transatlantiske slavehandel, er der i Lissabon ikke et eneste monument til minde om slavernes skæbne.”

”Søfareren” er klart anbefalelsesværdig, hvad enten man som jeg har en forkærlighed og stor interesse for Portugal og landets historie eller blot kan lide at læse spændende rejseberetninger. Den er til at blive klogere af og udvider ens horisont – både bogstaveligt og i overført betydning. Tænker også jeg vil give mig i kast med andre af Erika Fatlands rejsebøger som ”Højt”, ”Grænsen” og ”Sovjetistan”.

 

Erika Fatland: Søfareren. En rejse gennem Portugals tabte imperium. Informations Forlag 2025

Andresen – et portvinshus med danske aner

 

Historisk set er portvin udviklet i et samarbejde mellem England og Portugal. Det var englændernes jagt på vin, som kunne erstatte den fra krigsmodstanderne Frankrig, der førte til ”opfindelsen” af portvin. Vinen klarede bedre den lange sørejse hjem, hvis der blev tilsat lidt brandy. I dag tilsættes druesprit under gæringen, så denne stopper, og resultatet bliver en sødere vin med en alkoholprocent på omkring 20 %.

Af denne grund har de fleste portvinshuse i dag engelske eller portugisiske navne. Blandt de første er Sandeman, Taylor´s, Dow´s og Graham´s. Blandt de sidste Ferreira, Ramos Pinto, Barros og Cálem. Men der er også portvinsnavne, der vidner om andre landes engagement i datidens handel med vin. Det gælder f.eks. tyske Kopke og Burmester, hollandske Niepoort og norske Krohn. Og så er der Andresen, som har danske aner.

For ja, Danmark har faktisk også sat sit aftryk i portvinens historie. Det skyldes en ung dansker, eller rettere friser, fra øen Føhr, som frem til 1864 hørte under det danske kongerige. Jan Heinrich Andresen var hans navn, hvorfor man den dag i dag herhjemme kan købe portvin med navnet Andresen – et navn, som mange portugisere udtaler på samme måde som navnet på den verdensberømte digter H.C. Andersen, som i øvrigt selv besøgte Portugal i 1866.

Jan Heinrich Andresen blev født i den lille landsby Øvenum på Føhr den 29. januar 1826. Han blev konfirmeret i 1841, hvorefter han tog hyre på et skib, der sejlede til Porto, hvortil han ankom som kun 15-årig. Han besluttede sig for at blive og fik snart arbejde i et handelsfirma.  

I 1845 etablerede han sit eget handelsfirma J.H. Andresen, hvor J.H. nu stod for det portugisiske João Henrique. Han blev da også portugisisk statsborger i 1854. I et første kortvarigt ægteskab fik han to sønner, som først blev sendt tilbage til Føhr og siden emigrerer til USA. I 1860 gifter han sig på ny og får endnu otte børn.

Firmaet ekspanderede og fik med tiden sin egen skibsflåde, der sejlede varer til lande som England, Tyskland og Rusland, men især USA og Brasilien. Varesortimentet var bredt: petroleum, korn, ure, keramik og drikkevarer herunder vin. Fra en filial i Brasilien blev der eksporteret gummi.

Vin udgør med tiden en betydeligt del af handlen, hvorfor han også erhverver vingårde i Douro. Tallene taler om en kraftig vækst i salget af portvin. I 1863 blev der eksporteret 210 såkaldte pipas på hver ca. 550 liter, hvilket i 1872 steg til 557 pipas og igen til 1.150 i 1875. Blandt modtagerlandene var Danmark, hvilket også gælder i dag.

João Henrique Andresen blev en veletableret og velrenommeret del af Portos handelsliv, udnævnt til præsident for handelskammeret og sent i livet konsul for både Oldenburg og Venezuela. Det var da også en større arv, han gav videre til børnene ved sin død i 1893.

I det nye århundrede fulgte verdenskrige, børskrak og økonomiske problemer. Med tiden frasælger familien dele af den vidtforgrenede virksomhed, og i 1942 sælges portvinsfirmaet til Albino Pereira dos Santos. I dag drives portvinshuset af dennes efterkommere med Carlos dos Flores som direktør. Selv om de danske aner ligger langt tilbage i tiden, skatter Carlos på dem og besøger jævnligt Danmark for at skænke portvin fra Andresen ved portvinsfestivaler.

Jan Heinrich Andresen er da heller ikke glemt i Portugal. For et par år siden fik han sin første biografi, skrevet af den portugisiske historiker Gaspar Martins Pereira. Bogen fortæller dels om hans liv og virksomhed og dels om efterkommerne frem til 1942. En af dem er den kendte portugisiske forfatter Sophia de Mello Breyner Andresen, som levede fra 1919 til 2004 og i 1999 modtog landets store litterære pris, Prémio Camões.

Sophia, som hun kort og godt kaldes i Portugal, skrev især digte, men også eventyrlige fortællinger, hvoraf et par bind er kommet på dansk. I ”Sophias Julefortællinger” kan man f.eks. læse om ”Ridderen fra Danmark”, som drager på pilgrimsfærd til det hellige land. I en anden fortælling, ”Saga”, som dog ikke er oversat til dansk, fortæller Sophia om den unge sørejsende Hans, der ankommer til Porto. Historien er tydeligt baseret på erindringer om oldefarens ankomst til Porto. 

I dag kan vi danskere altså læse fortællinger skrevet af en efterkommer til Jan Heinrich Andresen. Og vi kan nyde et glas portvin fra det portvinsfirma, han grundlagde.

Sankt Hans i Porto juni 2024

 

Jeg har gjort det til en tradition at tilbringe tiden omkring Sankt Hans i Porto sammen med et par gode portvinsvenner. Her fejrer Porto sin skytshelgen São João, og samtidig afholder portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, et par af sine årlige store events – ceremonien, hvor nye medlemmer optages efterfulgt af en gallamiddag, samt Regattaen med de game portvinsbåde, Barcos Rabelos, på Dourofloden Sankt Hans dag.

Traditionen startede da vi alle sad i bestyrelsen for The Vintage Port Club, og som Cavaleiros i portvinsbroderskabet prioriterer vi at møde frem til begivenhederne, som både er festlige og en god anledning til at møde gamle som nye bekendtskaber og venner fra portvinens verden.

Efterhånden sætter vi danskere et tydeligt aftryk på festlighederne, da også andre finder det værd at deltage, ligesom antallet af danske portvinsbrødre er vokset betydeligt gennem årene. I år var der således tre danskere, der blev optaget i broderskabet heriblandt endnu et medlem af portvinsklubben.

Foruden at deltage i de officielle arrangementer og Sankt Hans fejringen, som altid slutter med et stort, flot fyrværkeri, benytter vi selvfølgelig lejligheden til at besøge lidt portvinshuse. I år var der således arrangeret tre små besøg, men lad os tage det hele kronologisk.

 

Rozès

Vi tog direkte fra lufthavnen til Rozès, hvis besøgslokale og lager ligger lidt oppe bagved i Gaia på den anden side af jernbanen. Dem havde jeg aldrig besøgt i Gaia før, men har dog besøgt flere af deres quintaer i Douro i selskab med direktøren António Saraiva, som nu også står i spidsen for portvinsbroderskabet i sin egenskab af Chanceler.

Det var da også António, som tog imod os og viste os rundt i den lille kælder. Det store lager og alle produktionsfaciliteter er placeret på Quinta de Monsul ved Regua. Rozès blev grundlagt i 1855 af franskmanden Ostende Rozès og har siden 1999 været ejet af den store koncern Vranken Pommery Monopole Group. Kælderen i Gaia blev renoveret i 2020 og er nu indrettet som et flot og rustikt besøgslokale med rindende vand fra en gammel vandledning samt et udvalg af fade i lagerlokalet ved siden af.

Rozès laver også bordvin, men António fortalte, at vin kun udgør en lille del af den samlede produktion – portvin langt det meste. Det største marked er ikke overraskende Frankrig, hvorefter følger Danmark og Portugal.

Det var en fint og gæstfri besøg, hvor vi fik en god snak med António og samtidig en lille smagning. Følgende blev smagt:

Rozès White: Ravfarvet til orange. Duft af mandel, mandarin, ret udviklet næse. Sød med god fylde. Faktisk udmærket af en entry level hvid portvin at være.

Rozès Ruby Reserve: Mørk rubin. Mørke bær, lidt tobak og urter. Frisk i munden med solbær og bløde tanniner. Et ok glas.

Rozès 10 års Tawny: Mørk rødbrun. Stadig med primær frugt i næsen, men også med nødder og figner. Frisk med fin syre, nødder og tørrede frugter.

 

Graham´s

Næste dag bød på hele to besøg, inden ceremonien i broderskabet skulle starte sidst på eftermiddagen. Om formiddagen tog vi en god vandretur rundt i Gaia og op ad bakken til Graham´s, som det var nogle år siden, jeg sidst havde besøgt.

Her fik vi en fin lille rundvisning, hvor vi bl.a. genså de sidste to fade, som Andrew James Symington lagde til side i 1882. Det tredje blev tappet for snart 10 år siden og frigivet i eksklusiv indpakning under navet Ne Oublie (læs min artikel herom i Vinbladet). Den gang hed det sig, at de sidste to fade skulle overlades til kommende generationer af Symingtonfamilien. Det bliver spændende at se, hvad der sker, nu hvor endnu et generationsskifte har fundet sted.

Vi så også det såkaldte Presidential Room med særlige fade, der blive brugt ved besøg af præsidenter og andre statsoverhoveder mv. Navneplader angav hvem, der havde været der, som f.eks. de to portugisiske præsidenter Mário Soares og Jorge Sampaio. Endvidere var der et fad med påskriften ”The Consul”. Det skulle jeg selvfølgelig som portugisisk konsul i Odense og region Syddanmark fotograferes foran, men jeg fik desværre ingen smagsprøve.

Efterfølgende fik vi en lille smagning med gode hapser til. Følgende blev smagt:

Graham´s LBV 2018: Mørk rubin. Solbær og mørke kirsebær. God fylde i munden med høj syre, mørke bær, og mørk chokolade.

Quinta dos Malvedos Vintage 2015: Mørk rubin. God friskhed I næsen med mørke bær, urter og eukalyptus. Indbydende i munden med mørke bær, flot balanceret og med bløde tanniner. En skøn vin netop nu, da den er fint åben, men også med potentiale til fremtiden.

Graham´s 20 års Tawny: Fin tawnyfarve med flot skær. Nødder, figner og lidt orangeskal. Dejlig lød og cremet i munden med god syre, tørrede frugter og nøder. Som altid et dejligt glas.

Endelig fik vi også set det nye, farverige design, som den nye 50 års samt 40 års Tawny fremover vil blive præsenteret i.

 

Ferreira

Næste stop gjaldt Ferreira neden for bakken, hvis lodge mange springer over, da mærket ikke er så kendt og synligt i Danmark. Men Ferreira er faktisk et besøg værd med sin imponerende størrelse, hvor man kommer ind helt nede i bunden ved kajen og ud et par gader længere oppe. Undervejs vandrer man af små brostenbelagte gader, som faktisk en gang har været små stræder mellem huse, inden der blev lagt et stort tag over det hele.

Rundturen var en del af en guidet turisttur med efterfølgende smagning, men faktisk er det interessant ind i mellem også at smage de mindre eksklusive portvine for at lære en producents stil bedre at kende. Vi smagte følgende:

Ferreira White: Citrus, lidt honning og abrikos, lidt vel meget sødme til min smag.

Ferreira 10 års Tawny: Stadig med en del primær frugt, men også mandel og tørrede frugter. Rimelig kraftig og fyldig med lang hale. Et ok glas.

Ferreira LBV 2019: Mørk rubin. Lidt røget og fesen næse med mørke bær og tobak. Mørke bær og sort kirsebær samt lidt kaffenoter, høj syre i anden omgang samt bløde tanniner.

 

Confraria

Derefter var det retur til lejligheden og klæde om til den obligatoriske smoking. Ceremonien for optagelse af nye medlemmer af portvinsbroderskabet fandt som vanligt sted i salen på Palácio da Bolsa med indmarch, optagelse af medlemmer, fremsigelse af broderskabets hyldestskål for portvinen, for portvinsbroderskabet og for portvinsbrødrene.

Tillykke til de tre danskere, som blev optaget herunder Michael Sørensen og Jakob Søfelde-Hansen – sidstnævnte pga. sit engagement med at arrangere portvinsfestivaler i nu fem byer rundt om i Danmark.

Efter ceremonien fulgte den traditionelle march med kavaleri og musik i spidsen ned til Alfândega do Porto ved Dourofloden, hvor der først var reception ved kajen og derefter festmiddag. De forskellige selskaber serverer egne vine rundt om ved bordene, og ved vores bord viste det sig at være Niepoort, der var vært for vinene. Vi smagte først Redoma 2022, derefter Charme 2022 og til desserterne Niepoort Colheita 2003 og Vintage 2000. Vanen tro blev der byttet karafler senere på aften, så frit efter hukommelsen smagte jeg også Vintage 2000 fra Quinta do Noval, Taylor´s, Ramos Pinto med flere.

 

Regatta

Efter den store festivitas Sankt Hans aften, hvor vi nød fyrværkeriet fra vores lejlighed i Ribeira, fulgte dagen efter regattaen med de gamle portvinsbåde, hvor vi havde fået hyre på båden fra Offley. Det er nu 7. gang, at jeg er ombord en af bådene, og det begyndte som en reprise af min debut, hvor jeg var på båden fra Ferreira. Bommen knækkede nemlig, da vi hejste sejlet ude ved udmundingen af Douro. Men en øvet sejler ombord fik hurtigt igangsat et nødløsning, hvor bådshagen blev brugt som afstiver og tov bundet om, så sejlet endelig kunne komme til tops, og vi kunne fuldføre sejladsen.

Desværre var vi nu langt efter feltet, og selv om vi kæmpede bravt, nåede vi kun at indhente et par både. Men sådan er livet – og så uforudsigeligt er det at sejle med de gamle portvinsbåde. Jeg blev igen i år sat i arbejdet, idet jeg styrede et af de underste hjørner af sejlet. Det handler om at stramme eller løsne – alt efter, hvilken vej, der er brug for at sejlet skal drejes for at fange vinden.

Vinderplacering måtte vi desværre kigge langt efter. Førstepladsen gik i år til båden fra Cockburn´s skarpt forfulgt af Graham´s og med Dalva på tredjepladsen. Tillykke til de tre teams.

Som vanligt sluttede regattaen med fællesspisning for deltagerne, men desværre har der de seneste år været en tendens til at flere hold vælger ikke at møde frem. Lidt ærgerligt, da det er festlig afslutning på dagen med gode muligheder for at få talt med mange bekendtskaber.

The Carnation Revolution – ny bog om revolutionen i Portugal

Der findes historiebøger, som er fyldt med citater, kildehenvisninger og masser af fakta og tal og derfor også meget lidt medrivende at læse. Og så er der historiebøger, som fortælles dramatisk og spændende, så de er svære at lægge fra sig, som var der tale om en thriller.

I forbindelse med 50 året for Nellikerevolutionen, som fandt sted den 25. april 1974, læste jeg lidt op på Portugals historie i forskellige bøger. I min research stødte jeg også på flere nye udgivelser herunder ”The Carnation Revolution” af Alex Fernandes. Altså en engelsksproget bog, men der er selvfølgelig også udkommet flere på portugisisk.

Bogen indledes i nutidens Belém, nærmere bestemt ved det store monument for opdagelserne, Padrão dos Descobrimentos. Derefter bringes vi tilbage i tiden til 1940, hvor monumentet (ikke det nuværende, men et midlertidigt) blev opført i forbindelse med en udstilling, der skulle hylde landet og Salazars Estado Novo, som vi derefter får beskrevet.

Metoden er typiske for bogen. Et konkret sted eller en konkret hændelse beskrives og forklares, hvorefter historien bredes ud. ”The Carnation Revolution” er skrevet scenisk og dramatisk, som var forfatteren til stede som fluen på væggen under de mange begivenheder før, under og efter selve revolutionen. Et metode, der kræver grundig research og valide kilder.

I sit forord kalder forfatteren selv metoden for synekdotisk – altså hvor dele fremhæves og gør det ud for helheden. Vi hører altså ikke om alle de historiske begivenheder, men om udvalgte. Vi følger ikke alle implicerede personer, men nogle af de centrale så som den store strateg Otelo Saraiva de Carvalho og kaptajn Salgueiro Maia, som siden regnes for den helt store helt fra revolutionen – nok både fordi, han ikke var udpræget politisk, og fordi han var i begivenhedernes centrum både ved en konfrontation med styrets militære enheder ved Praça do Comércio og efterfølgende på Carmo-pladsen, hvor Salazars efterfølger Marcello Caetano havde forskanset sig. Men med disse udvalgte begivenheder og personer formår forfatteren alligevel at skabe en spændende helstøbt helhed og dermed ”a story of the Carnation Revolution” – altså en historie og ikke historien.

Og vi kommer vidt omkring. Vi bliver taget med helt ind i PIDEs torturlokaler og med til planlægningsmøder i Movimento das Forças Armadas (MFA, De væbnede styrkers bevægelse) – den gruppe af laverestående officerer som stod bag Nellike revolutionen. Vi er med ved nogle af centrale begivenheder som førnævnte konfrontationer, og da budskabet om revolutionen blev proklameret i radioen af flere omgange. I første omgang blev Portugals bidrag til Det Europæiske Melodi Grand Prix i 1974, Paulo de Carvalhos "E depois do adeus", således afspillet som signal om, at aktionen ville finde sted som planlagt. Og efterfølgende kl. 20 minutter over midnat den 25. april fulgte så José Afonsos ”Grândola, Vila Morena”, som signal til at igangsætte det hele – en sang, der siden er blevet indbegrebet af revolutionen.

Vi kommer også længere tilbage i tiden, ja helt tilbage til tilbageerobringen af landet fra maurerne og de store opdagelsesrejser og senere de tidligere oprørsforsøg i 1927, 1959 og ikke mindst 11. marts 1975, hvor det første kupforsøg fandt sted uden succes, da koordinationen haltede. Og så får vi selvfølgelig også forhistorien og dermed den kritik af diktaturet og ikke mindst de blodige kolonikrige, som var den direkte årsag til officererne oprør.

Efterdønningerne og de to år med politisk uro og et par yderligere kupforsøg bliver også beskrevet, og her skal man have spidse ører og øje for ordforklaringerne først i bogen, da de mange bevægelser, fraktioner og politiske partiers forkortelser kan virke noget forvirrende. Når det er sagt, giver bogen et fint indtryk af de uenigenheder og indre modsætninger, der fulgte i tiden efter – først og fremmest mellem den udpegede præsident António de Spínola og MFA, men også mellem disse og de politiske partier.

I sin epilog sender Alex Fernandes en lille hilsen til nutidens aktuelle politiske situation i Portugal ved at nævne det højrenationale parti CHEGA (nok!), som ved det nylige valg til parlamentet fik godt 18 % af stemmerne og dermed blev det tredjestørste parti. Partiets slogan er ”Gud, Fædreland, Familie og Arbejde”, hvor de tre førstnævnte svarer til Salazar og Estado Novos slogan.

Det er nok også i det lys, at bogens dedikation skal læses: “To all who carried the torch during Portugal’s long night, and to all the anti-fascists out there who carry it now.”

 

Alex Fernandes: The Carnation Revolution, Oneworld Publications, 380 sider.

Alex Fernandes (Photo: Mark Crawford)