Sankt Hans i Porto juni 2024

 

Jeg har gjort det til en tradition at tilbringe tiden omkring Sankt Hans i Porto sammen med et par gode portvinsvenner. Her fejrer Porto sin skytshelgen São João, og samtidig afholder portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, et par af sine årlige store events – ceremonien, hvor nye medlemmer optages efterfulgt af en gallamiddag, samt Regattaen med de game portvinsbåde, Barcos Rabelos, på Dourofloden Sankt Hans dag.

Traditionen startede da vi alle sad i bestyrelsen for The Vintage Port Club, og som Cavaleiros i portvinsbroderskabet prioriterer vi at møde frem til begivenhederne, som både er festlige og en god anledning til at møde gamle som nye bekendtskaber og venner fra portvinens verden.

Efterhånden sætter vi danskere et tydeligt aftryk på festlighederne, da også andre finder det værd at deltage, ligesom antallet af danske portvinsbrødre er vokset betydeligt gennem årene. I år var der således tre danskere, der blev optaget i broderskabet heriblandt endnu et medlem af portvinsklubben.

Foruden at deltage i de officielle arrangementer og Sankt Hans fejringen, som altid slutter med et stort, flot fyrværkeri, benytter vi selvfølgelig lejligheden til at besøge lidt portvinshuse. I år var der således arrangeret tre små besøg, men lad os tage det hele kronologisk.

 

Rozès

Vi tog direkte fra lufthavnen til Rozès, hvis besøgslokale og lager ligger lidt oppe bagved i Gaia på den anden side af jernbanen. Dem havde jeg aldrig besøgt i Gaia før, men har dog besøgt flere af deres quintaer i Douro i selskab med direktøren António Saraiva, som nu også står i spidsen for portvinsbroderskabet i sin egenskab af Chanceler.

Det var da også António, som tog imod os og viste os rundt i den lille kælder. Det store lager og alle produktionsfaciliteter er placeret på Quinta de Monsul ved Regua. Rozès blev grundlagt i 1855 af franskmanden Ostende Rozès og har siden 1999 været ejet af den store koncern Vranken Pommery Monopole Group. Kælderen i Gaia blev renoveret i 2020 og er nu indrettet som et flot og rustikt besøgslokale med rindende vand fra en gammel vandledning samt et udvalg af fade i lagerlokalet ved siden af.

Rozès laver også bordvin, men António fortalte, at vin kun udgør en lille del af den samlede produktion – portvin langt det meste. Det største marked er ikke overraskende Frankrig, hvorefter følger Danmark og Portugal.

Det var en fint og gæstfri besøg, hvor vi fik en god snak med António og samtidig en lille smagning. Følgende blev smagt:

Rozès White: Ravfarvet til orange. Duft af mandel, mandarin, ret udviklet næse. Sød med god fylde. Faktisk udmærket af en entry level hvid portvin at være.

Rozès Ruby Reserve: Mørk rubin. Mørke bær, lidt tobak og urter. Frisk i munden med solbær og bløde tanniner. Et ok glas.

Rozès 10 års Tawny: Mørk rødbrun. Stadig med primær frugt i næsen, men også med nødder og figner. Frisk med fin syre, nødder og tørrede frugter.

 

Graham´s

Næste dag bød på hele to besøg, inden ceremonien i broderskabet skulle starte sidst på eftermiddagen. Om formiddagen tog vi en god vandretur rundt i Gaia og op ad bakken til Graham´s, som det var nogle år siden, jeg sidst havde besøgt.

Her fik vi en fin lille rundvisning, hvor vi bl.a. genså de sidste to fade, som Andrew James Symington lagde til side i 1882. Det tredje blev tappet for snart 10 år siden og frigivet i eksklusiv indpakning under navet Ne Oublie (læs min artikel herom i Vinbladet). Den gang hed det sig, at de sidste to fade skulle overlades til kommende generationer af Symingtonfamilien. Det bliver spændende at se, hvad der sker, nu hvor endnu et generationsskifte har fundet sted.

Vi så også det såkaldte Presidential Room med særlige fade, der blive brugt ved besøg af præsidenter og andre statsoverhoveder mv. Navneplader angav hvem, der havde været der, som f.eks. de to portugisiske præsidenter Mário Soares og Jorge Sampaio. Endvidere var der et fad med påskriften ”The Consul”. Det skulle jeg selvfølgelig som portugisisk konsul i Odense og region Syddanmark fotograferes foran, men jeg fik desværre ingen smagsprøve.

Efterfølgende fik vi en lille smagning med gode hapser til. Følgende blev smagt:

Graham´s LBV 2018: Mørk rubin. Solbær og mørke kirsebær. God fylde i munden med høj syre, mørke bær, og mørk chokolade.

Quinta dos Malvedos Vintage 2015: Mørk rubin. God friskhed I næsen med mørke bær, urter og eukalyptus. Indbydende i munden med mørke bær, flot balanceret og med bløde tanniner. En skøn vin netop nu, da den er fint åben, men også med potentiale til fremtiden.

Graham´s 20 års Tawny: Fin tawnyfarve med flot skær. Nødder, figner og lidt orangeskal. Dejlig lød og cremet i munden med god syre, tørrede frugter og nøder. Som altid et dejligt glas.

Endelig fik vi også set det nye, farverige design, som den nye 50 års samt 40 års Tawny fremover vil blive præsenteret i.

 

Ferreira

Næste stop gjaldt Ferreira neden for bakken, hvis lodge mange springer over, da mærket ikke er så kendt og synligt i Danmark. Men Ferreira er faktisk et besøg værd med sin imponerende størrelse, hvor man kommer ind helt nede i bunden ved kajen og ud et par gader længere oppe. Undervejs vandrer man af små brostenbelagte gader, som faktisk en gang har været små stræder mellem huse, inden der blev lagt et stort tag over det hele.

Rundturen var en del af en guidet turisttur med efterfølgende smagning, men faktisk er det interessant ind i mellem også at smage de mindre eksklusive portvine for at lære en producents stil bedre at kende. Vi smagte følgende:

Ferreira White: Citrus, lidt honning og abrikos, lidt vel meget sødme til min smag.

Ferreira 10 års Tawny: Stadig med en del primær frugt, men også mandel og tørrede frugter. Rimelig kraftig og fyldig med lang hale. Et ok glas.

Ferreira LBV 2019: Mørk rubin. Lidt røget og fesen næse med mørke bær og tobak. Mørke bær og sort kirsebær samt lidt kaffenoter, høj syre i anden omgang samt bløde tanniner.

 

Confraria

Derefter var det retur til lejligheden og klæde om til den obligatoriske smoking. Ceremonien for optagelse af nye medlemmer af portvinsbroderskabet fandt som vanligt sted i salen på Palácio da Bolsa med indmarch, optagelse af medlemmer, fremsigelse af broderskabets hyldestskål for portvinen, for portvinsbroderskabet og for portvinsbrødrene.

Tillykke til de tre danskere, som blev optaget herunder Michael Sørensen og Jakob Søfelde-Hansen – sidstnævnte pga. sit engagement med at arrangere portvinsfestivaler i nu fem byer rundt om i Danmark.

Efter ceremonien fulgte den traditionelle march med kavaleri og musik i spidsen ned til Alfândega do Porto ved Dourofloden, hvor der først var reception ved kajen og derefter festmiddag. De forskellige selskaber serverer egne vine rundt om ved bordene, og ved vores bord viste det sig at være Niepoort, der var vært for vinene. Vi smagte først Redoma 2022, derefter Charme 2022 og til desserterne Niepoort Colheita 2003 og Vintage 2000. Vanen tro blev der byttet karafler senere på aften, så frit efter hukommelsen smagte jeg også Vintage 2000 fra Quinta do Noval, Taylor´s, Ramos Pinto med flere.

 

Regatta

Efter den store festivitas Sankt Hans aften, hvor vi nød fyrværkeriet fra vores lejlighed i Ribeira, fulgte dagen efter regattaen med de gamle portvinsbåde, hvor vi havde fået hyre på båden fra Offley. Det er nu 7. gang, at jeg er ombord en af bådene, og det begyndte som en reprise af min debut, hvor jeg var på båden fra Ferreira. Bommen knækkede nemlig, da vi hejste sejlet ude ved udmundingen af Douro. Men en øvet sejler ombord fik hurtigt igangsat et nødløsning, hvor bådshagen blev brugt som afstiver og tov bundet om, så sejlet endelig kunne komme til tops, og vi kunne fuldføre sejladsen.

Desværre var vi nu langt efter feltet, og selv om vi kæmpede bravt, nåede vi kun at indhente et par både. Men sådan er livet – og så uforudsigeligt er det at sejle med de gamle portvinsbåde. Jeg blev igen i år sat i arbejdet, idet jeg styrede et af de underste hjørner af sejlet. Det handler om at stramme eller løsne – alt efter, hvilken vej, der er brug for at sejlet skal drejes for at fange vinden.

Vinderplacering måtte vi desværre kigge langt efter. Førstepladsen gik i år til båden fra Cockburn´s skarpt forfulgt af Graham´s og med Dalva på tredjepladsen. Tillykke til de tre teams.

Som vanligt sluttede regattaen med fællesspisning for deltagerne, men desværre har der de seneste år været en tendens til at flere hold vælger ikke at møde frem. Lidt ærgerligt, da det er festlig afslutning på dagen med gode muligheder for at få talt med mange bekendtskaber.

The Carnation Revolution – ny bog om revolutionen i Portugal

Der findes historiebøger, som er fyldt med citater, kildehenvisninger og masser af fakta og tal og derfor også meget lidt medrivende at læse. Og så er der historiebøger, som fortælles dramatisk og spændende, så de er svære at lægge fra sig, som var der tale om en thriller.

I forbindelse med 50 året for Nellikerevolutionen, som fandt sted den 25. april 1974, læste jeg lidt op på Portugals historie i forskellige bøger. I min research stødte jeg også på flere nye udgivelser herunder ”The Carnation Revolution” af Alex Fernandes. Altså en engelsksproget bog, men der er selvfølgelig også udkommet flere på portugisisk.

Bogen indledes i nutidens Belém, nærmere bestemt ved det store monument for opdagelserne, Padrão dos Descobrimentos. Derefter bringes vi tilbage i tiden til 1940, hvor monumentet (ikke det nuværende, men et midlertidigt) blev opført i forbindelse med en udstilling, der skulle hylde landet og Salazars Estado Novo, som vi derefter får beskrevet.

Metoden er typiske for bogen. Et konkret sted eller en konkret hændelse beskrives og forklares, hvorefter historien bredes ud. ”The Carnation Revolution” er skrevet scenisk og dramatisk, som var forfatteren til stede som fluen på væggen under de mange begivenheder før, under og efter selve revolutionen. Et metode, der kræver grundig research og valide kilder.

I sit forord kalder forfatteren selv metoden for synekdotisk – altså hvor dele fremhæves og gør det ud for helheden. Vi hører altså ikke om alle de historiske begivenheder, men om udvalgte. Vi følger ikke alle implicerede personer, men nogle af de centrale så som den store strateg Otelo Saraiva de Carvalho og kaptajn Salgueiro Maia, som siden regnes for den helt store helt fra revolutionen – nok både fordi, han ikke var udpræget politisk, og fordi han var i begivenhedernes centrum både ved en konfrontation med styrets militære enheder ved Praça do Comércio og efterfølgende på Carmo-pladsen, hvor Salazars efterfølger Marcello Caetano havde forskanset sig. Men med disse udvalgte begivenheder og personer formår forfatteren alligevel at skabe en spændende helstøbt helhed og dermed ”a story of the Carnation Revolution” – altså en historie og ikke historien.

Og vi kommer vidt omkring. Vi bliver taget med helt ind i PIDEs torturlokaler og med til planlægningsmøder i Movimento das Forças Armadas (MFA, De væbnede styrkers bevægelse) – den gruppe af laverestående officerer som stod bag Nellike revolutionen. Vi er med ved nogle af centrale begivenheder som førnævnte konfrontationer, og da budskabet om revolutionen blev proklameret i radioen af flere omgange. I første omgang blev Portugals bidrag til Det Europæiske Melodi Grand Prix i 1974, Paulo de Carvalhos "E depois do adeus", således afspillet som signal om, at aktionen ville finde sted som planlagt. Og efterfølgende kl. 20 minutter over midnat den 25. april fulgte så José Afonsos ”Grândola, Vila Morena”, som signal til at igangsætte det hele – en sang, der siden er blevet indbegrebet af revolutionen.

Vi kommer også længere tilbage i tiden, ja helt tilbage til tilbageerobringen af landet fra maurerne og de store opdagelsesrejser og senere de tidligere oprørsforsøg i 1927, 1959 og ikke mindst 11. marts 1975, hvor det første kupforsøg fandt sted uden succes, da koordinationen haltede. Og så får vi selvfølgelig også forhistorien og dermed den kritik af diktaturet og ikke mindst de blodige kolonikrige, som var den direkte årsag til officererne oprør.

Efterdønningerne og de to år med politisk uro og et par yderligere kupforsøg bliver også beskrevet, og her skal man have spidse ører og øje for ordforklaringerne først i bogen, da de mange bevægelser, fraktioner og politiske partiers forkortelser kan virke noget forvirrende. Når det er sagt, giver bogen et fint indtryk af de uenigenheder og indre modsætninger, der fulgte i tiden efter – først og fremmest mellem den udpegede præsident António de Spínola og MFA, men også mellem disse og de politiske partier.

I sin epilog sender Alex Fernandes en lille hilsen til nutidens aktuelle politiske situation i Portugal ved at nævne det højrenationale parti CHEGA (nok!), som ved det nylige valg til parlamentet fik godt 18 % af stemmerne og dermed blev det tredjestørste parti. Partiets slogan er ”Gud, Fædreland, Familie og Arbejde”, hvor de tre førstnævnte svarer til Salazar og Estado Novos slogan.

Det er nok også i det lys, at bogens dedikation skal læses: “To all who carried the torch during Portugal’s long night, and to all the anti-fascists out there who carry it now.”

 

Alex Fernandes: The Carnation Revolution, Oneworld Publications, 380 sider.

Alex Fernandes (Photo: Mark Crawford)