lørdag den 2. januar 2021

Farvel til manden i og fra byen

Ved nytår sagde vi farvel til 2020 og bød velkommen til 2021, som forhåbentligt vil blive et bedre år. Men begyndelsen var nu trist, da allerede årets første dag bragte meddelelse om, at Portugal havde mistet en af sine største fadostemmer. Carlos do Carmo døde på Hospital de Santa Maria i Lissabon den 1. januar – kort tid efter sin 81 års fødselsdag.




Overskriftens ”manden i byen” refererer til hans vel nok mest kendte album ”Um Homem na Cidade”, som udkom i 1977, og hvor Carlos do Carmo sang tekster om Lissabon skrevet af digteren José Carlos Ary dos Santos. Titelsangen blev lidt af en signatursang for ham, og såvel den som hele albummet var en indirekte hyldest til den nyvundne frihed efter Nellikerevolutionen i 1974. ”Eu sou um homem na cidade, que manhã cedo acorda e canta, e por amar a liberdade, com a cidade se levanta”, som omkvædet lød. Fadoen var ellers sendt til hjørne efter revolutionen sammen med så meget andet, der kunne forbindes med det gamle styre. Og jo, Estado Novo brugte fadoen politisk, akkurat som der også gennem historien er sunget revolutionære og anarkistiske fadosange. Så heldigvis blev musikformen populær igen, da det hele kom lidt på afstand, hvilket Carlos do Carmo selv var en medvirkende årsag til.




Carlos do Carmo blev så at sige født ind i fadoverdenen, men prøvede dog at undvige, da han som ung studerede sprog og hotelmanagement i Schweitz. Han blev født den 21. december 1939, og moderen var den kendte fadosangerinde Lucília do Carmo, med hvem han i 1974 udsendte pladen ”Fado Lisboa – An Evening at the Faia". Forældrene havde i 1947 etableret fadohuset ”Adega da Lucília”, som senere tog navneforandring til ”O Faia”, og som man kan besøge i Bairro Alto den dag i dag. Da faderen døde i 1962 vendte Carlos do Carmo hjem til Lissabon for at overtage administrationen af fadohuset.




Hans egen pladedebut fandt sted i 1964, og karrieren tog for alvor fat i 70´erne. I 1976 repræsenterede han sågar Portugal ved det Europæiske Melodi Grand Prix, hvor han sang ”Uma flor de verde pinho”. Det store succesalbum ”Um Homem na Cidade”, som var en stor hyldest til livet i Lissabon, blev senere efterfulgt af albummet ”Um Homem no País” med sange fra de forskellige regioner i Portugal, ligesom en film og et opsamlingsalbum har båret titlen ”Um Homem no Mundo”, hvilket også var titlen på en stor udstilling, som Museo de Fado stod for i 2003. For ja, nok er fadoen født og opvokset i Lissabon, og nok leverer den så at sige byens musikalske udtryk. Men fadoen har samtidig ladet sig influere af og selv spredt tråde ud i hele landet og i verden. Den er også global.

Carlos do Carmos lange karriere blev indstillet i 2019, hvor han annoncerede, at han trak sig tilbage fra scenen. Inden da havde han optrådt med yngre kolleger som Mariza og Camané, ligesom han tog aktivt del i kampagnen, der i 2011 førte til, at fadoen blev godkendt af UNESCO som kulturel verdensarv. Han fik da også lov til at synge sin signatursang i spanske Carlos Sauras flotte film Fados fra 2007, hvorfra det øverste foto er hentet.

Carlos do Carmos betydning for fadoen kan næppe overvurderes, og han vil blive savnet. Æret været hans minde.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar