På rejse i vinlandet

På min rejser i Portugal har jeg besøgt adskillige vingårde – især i Douro, men også syd for Lissabon og i Alentejo. Det allerførste besøg var hos et kooperativ i Lagoa, men den gang var det nu ikke for at udforske deres kunnen, men blot for at tanke op i den store dunk, der forsynede os med billig vin til aftenens fest.

Siden er der sket meget – både med mig og med vinlandet Portugal. Hvor vinene tidligere var knap så imødekommende, har udviklingen og professionaliseringen af vinproduktionen sendt Portugal i top på mange vinlister og ved mange smagninger. Senest finder man fx en Touriga Nacional 2009 fra Quinta do Vallado placeret på en flot 13. plads på Wine Spectators top 100 for i år.

Quinta do Vallado – en af de berømte The Douro Boys, der for alvor har bragt regionen i front, hvad angår bordvin – er en af mange vingårde, som bliver besøgt i bogen En opdagelsesrejse i vinlandet Portugal. Bogen blev udgivet på dansk i 2007 af reklamebureauet Bistro og med brancheorganisationen ViniPortugal som afsender. Bogen er altså ikke uvildig, men det forhindrer den ikke i at være en fin og flot illustreret rundtur i de forskellige regioner.

Bogen giver indledningsvis nogle generelle betragtninger om udviklingen og om de mange druesorter. Det spændende ved vinlandet Portugal er de hele 500 forskellige druesorter, som efter sigende kun findes dér. Der er altså tale om en unik mangfoldighed, som ikke er blevet – og forhåbentlig aldrig bliver – fortrængt af internationale druesorter som Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah. I stedet taler vi om førnævnte Touriga Nacional og de andre kendte portvinsdruer, der altså også bruges flittigt i rødvine. Vi taler om andre røde sorter som Baga fra Bairrada, Castelão og Ramisco og om hvide sorter som Alvarinho, Arinto, Verdelho, Loureiro og Moscatel de Setúbal. Nogle steder eksperimenteres der selvfølgelig med importerede sorter både i ren form og i blandinger for at ”blødgøre” de mere rustikke portugisiske druer. Men hovedtendensen er heldigvis, at man fastholder originaliteten og rent faktisk producerer et stigende antal enkeltdrue-vine som vinen fra Quinta do Vallado vidner om.

Bogen giver bogstaveligt talt en rundtur. Med udgangspunkt i Lissabon fører den os sydpå over Setúbal-halvøen til Algarve og op igen gennem Alentejo, Ribatejo, Estremadura, Beiras, Douro og Minho for til sidst at besøge øerne. Hvert distrikt får en indledende beskrivelse efterfulgt af rejsetips, hvorefter følger opslag med besøg hos udvalgte producenter.

Det gælder fx José Maria da Fonseca, som er kendt for sine Periquita- og Moscatel-vine og Adega do Cantor i Algarve, der ejes af Cliff Richard. I Alentejo besøges bl.a. Quinta do Carmo og Herdade do Esporão, hvis hvid- og rødvine jeg selv er en stor ynder af, men også kooperativet i Borba. Nord for Lissabon nævnes selvfølgelig området Colares, hvor de gamle vinstokke (fra før vinlusens hærgen) vokser i sandklitter, og længere oppe igen de tre store områder Dão, Bairrada og Beira Interior. Endelig helt mod nord de fremstormende rødvinsproducenter i Douro og Vinho Verde, som jeg næsten altid har liggende på køl.

Slutteligt snydes vi ikke for kapitler om Madeira og Portvin. Sidstnævnte afsnit skæmmes dog af nogle unøjagtigheder. Fx nævnes det, at en 20-årig Tawny Port er lavet på druer fra høsten 20 år før tapningsdatoen. Nej, det er en blanding af ældre som yngre druer i det forhold, som huset ønsker skal karakterisere deres 20 års Tawny, hvorimod Colheitas er fra det år, som står angivet på flasken og derefter lagret i mindst syv år, men gerne mere.

Tilbage står dog, at bogen giver et godt indtryk af de forskellige regioners særkender. Og så giver den i høj grad lyst og god inspiration til at besøge langt flere vingårde i fremtiden. At den er fra 2007 gør selvfølgelig, at den ikke er helt opdateret, men selv om udviklingen går stærkt, hvad angår vinproduktionen i Portugal, går den trods alt ikke så stærkt, at bogen er uaktuel.

Læs mere på http://www.viniportugal.pt/

A Fado for the River

Titlen dukkede pludselig op under en internetsøgning. A Fado for the River. Og med min fascination af fado, kan den ikke andet end at vække nysgerrighed. Af den korte beskrivelse fremgår det, at der er tale om en spændingsroman, skrevet af sydafrikanske Geoffrey Wells. Bogen foregår dels i nutiden under en filmfestival i Lissabon og dels i Mozambique i 1974 – året, hvor Nellikerevolutionen fandt sted, hvilket førte til selvstændighed for den sydafrikanske koloni, men desværre også til mange års borgerkrig.

Fortælleren, Raf for Raffaello, rejser fra Los Angeles til Lissabon for at være jury ved en filmfestival. Straks efter ankomsten til sit hotel modtager han et anonymt afpresningsbrev. Afsenderen vil have 500.000 dollars for at tie om, at Raf i sin tid myrdede en ung kvinde.

Anklagen er falsk, men afsenderen kender åbenbart mere end ønskeligt til Raf´s fortid, hvor han som ung sammen med en ven opholdt sig i Lorenzo Marques – det tidligere navn for Maputo. Og herefter springer handlingen frem og tilbage mellem nutidens Lissabon og fortidens Mozambique, så vi afsnit for afsnit får afklaret, hvad der virkelig hændte.

Foruden at være en lille spændingsroman er bogen også en kommentar til emner som kolonialisme, ulandsstøtte, apartheid og oprørsbevægelser. Intrigen udspiller sig midt mellem de to parter i borgerkrigen, Renamo og Frelimo, samt Estado Novos hemmelige politi og MFA (Movimento das Forças Armadas), som stod bag revolutionen i Portugal i 1974. Store, stridende kræfter og et politisk spil, som ikke er helt gennemskueligt for den unge Raf, som alligevel lader sig involvere på blodig vis.

Og det er alt dette, der nu vender tilbage for at få sin endelige afslutning. Nok valgte Raf et nyt og andet liv, men erindringen har han ikke kunnet udviske. Den har siddet dér siden som smerte, savn og sorg. Tudo isto existe, Tudo isto é triste, Tudo isto é fado, som Geoffrey Wells citerer Amálias gamle fadosang. Alt dette er fado. Raf får da også besøg flere fadorestauranter – både i Maputo og i Lissabon, hvor juryen spiser middag i Café Luso i Bairro Alto, ligesom vi kommer rundt til andre velkendte lokaliteter.

Her som i andre bøger, bruges fadoen altså til at tydeliggøre en stemning af saudade – den blanding af længsel og vemodighed, som karakteriserer fadosangen. Eller som Raf selv konkluderer det:

“I now understand the sadness of the fado; the lament lurking in the shadows of our human psyche, shared by all of us who must bear witness to our collective suffering”.

Et par enkelte tråde blafrer fortsat efter endt læsning, men overordnet har Geoffrey Wells begået en medrivende bog, som både er spændende og giver et godt indtryk af de urolige tider omkring revolutionen i Portugal og især i den samtidige spændte situation i Mozambique. Men sin opvækst i Sydafrika kender forfatteren mærkbart til forholdene. Han besøgte da også selv nabolandet kort før revolutionen og sejlede på Limpopo River for at se på flodheste – en tur, som spiller en ikke uvæsentlig rolle i bogen.

Bogen er udkommet som E-bog. Læs mere her: http://www.geoffreywellsfiction.com/a-fado-for-the-river/

Børsen og Burmester

Den årlige portvinsfestival på Børsen er vel overstået. Der blev smagt god portvin – og det både hvid, tawny, Colheita, LBV og vintage. Og måske lige så vigtigt blev der snakket med såvel andre danske portvinsentusiaster som med repræsentanter fra Portugal. Det sidste gjaldt gode bekendte som Gustavo Devesas fra Symington, Ana Rato fra Ramos Pinto og Oscar Quevedo fra Quevedo samt nye bekendtskaber som winemaker Paulo Coutinho fra Quinta do Portal, vingårdsmanager Rui Xavier Soares fra Real Companhia Velha (som jeg allerede havde truffet et par dage før ved Holte Vinlagers vinfestival i Odense) og winemaker Carla Tiago fra Burmester.

Sidstnævnte var sammen med Christian Philipson – samt selvfølgelig festivalarrangør Henrik Oldenburg – vært for pressesmagningen, som fandt sted lige inden selve festivalen åbnede. I år var det altså Burmester, der skulle præsenteres og smages, og ikke overraskende gjaldt det en fint udvalg af de mange Colheitas, som Philipson Wine med stor succes har opkøbt, lanceret og solgt i store mængder på det danske marked.

Det har der været talt meget om, bl.a. fordi flere mener, at Philipson med sine mængderabatter nærmest underminerer markedet. Den diskussion vil jeg ikke blande mig i her, men blot viderebringe Christian Philipsons ord om, at det for ham også har handlet om at slå et slag for tawnystilen og ikke mindst Colheitas. For det første fordi, der generelt er mere fokus på den mere vinøse vintage. For det andet fordi et presset marked medfører et behov for omsætning her og nu, hvorfor fade med portvin, som skal lagre i kælderen i årtier og oven i købet med et pænt svind, ikke ligefrem er den bedste forretning sammenlignet med de flaskelagrede portvinstyper for ikke at tale om nye tiltag som rosé.   

Men nu til vinene. Philipson har afhold flere store Burmester-smagninger, men det er første gang, jeg har haft mulighed for at deltage. Programmet bestod af 12 vine. 10, 20, 30 og 40 års tawny efterfulgt af Colheitas fra årene 2000, 1997, 1989, 1975, 1963, 1957, 1941 og 1937. Med andre ord en repræsentant fra hvert årti med et spænd på godt 60 år.

Vinene blev skænket samtidig, og en første konstatering var forbavsende lille forskel i farven. De helt unge var selvfølgelig lidt mørkere, dem i midten lysere, mens de ældste havde genvundet en del af mahogninuancerne. Et andet generelt træk ved de fleste af vinene var god balance mellem syre og sødme samt en lang, pebret eftersmag.

Blandt de fire tawny med alder fandt jeg 30 års bedst. God duft af blommer og figner, kraftig i smagen med fint afmålt syre. 10 års havde orange duft og var lige til at gå til. Ikke så nuanceret og dyb, men også langt billigere. 20 års havde desværre en mistænkelig duft af acetone, som ikke nåede at forsvinde. 40 års havde hel lys kant og igen orange i næsen, men var ikke umiddelbart så balanceret som den 10 år yngre udgave.

Blandt de mange Colheitas var flere topår. Min egen favorit var 1963, som var i meget flot balance med god frugt, fin syre og sødme samt såvel lidt mandel som karamel i smagen – og så forblev den i munden længe efter. Andre gode år var 1937, som var flot og dejlig frisk trods sin alder, men dog mere nedtonet i smagen. 1957 var lidt blødere i næsen, men også med en flot lang eftersmag, der dog var lidt mere pebret end 1963. Blandt de yngre vil jeg blot fremhæve 1997, hvorimod 1989 var lidt vel skarp og 2000 endnu for anonym. Dem må de gerne beholde på fade en del år endnu.

Alt i alt en flot start på dagen. Burmesters Colheitas er generelt meget drikkelige og træfsikre, hvorfor Philipsons kampagne givet har kunnet få flere og nye med på ”Colheita-vognen”. Og det er da prisværdigt. Men synes dog også, jeg har mødt flere nuancer og dybder i paletten hos andre huse.

Lad mig til slut nævne nogle udvalgte vine, som jeg smagte på selve festivalen. Andrésen er et af de få huse, som har specialiseret sig i hvide portvine med alder. Og det gør de godt. Jeg har tidligere smagt 10 og 20 års, men prøvede denne gang deres 40 års, som var en nydelse. Real Companhia Velha, som internationalt sælges under navnet Royal Oporto havde en meget tilgængelig LBV fra 2007, som faktisk er fin til prisen. Smagte også tawny og Colheita som er deres speciale samt en vintage 2003. Ramos Pintos tawny-serie er blandt mine favoritter, men dem sprang jeg over denne gang. Til gengæld var jeg positiv overrasket over deres Single Quinta Vintage 2005 fra Ervamoira – quintaen i det fjerneste hjørne af Douro, som jeg tidligere har besøgt, hvilket man kan læse om i min bog ”Mit andet hjemland”. Quinta do Portal havde flere gode årgange vintage med – unge og fulde af frugt og tanniner og en ikke overdrevet urtesmag – ligesom jeg nød vintage fra Dow´s og sidst, men ikke mindst Quinta do Vesuvío 2010.