Vintage 1991

Lad det være sagt med det samme. Det var ikke en smagning, der går over i historien. En såkaldt horisontal smagning af Vintage 1991 med 12 forskellige af slagsen i Den Fynske Portvinsklub eller The Vintage Port Club, som klubbens nye internationale logo kundgør det.

Hele 41 huse deklarerede vintage i 1991. Alene af den grund kan man tale om et stort år, men spørgsmålet er, om kvaliteten også er stor? Eller om hungeren efter at deklarere snarere skyldes, at årene inden var værre endnu, så vi faktisk skal tilbage til 1985 for at finde det sidste gode år. Markedet havde altså brug for et godt år.

Flere peger derfor på, at året nok gav solide vine, men at de også var ret endimensionale. Hvis smagningen gav svar, var det nok mest i samme retning – også fraregnet de helt skæve flasker. Nogle af vinene skulle have været drukket, da de åbenbart ikke havde tanniner og balance til et langt liv. Men der var også positive overraskelser imellem.

Grahams var både drikkelig og levedygtig, men ikke som i de helt store årgange. Da den ene flaske var skæv opnåede de dog ikke en høj placering sammenlagt. Det gjorde derimod Taylors Vargellas, som havde frugt, kraft og tørhed, og helt sikkert kan leve i årene fremover. Det samme gjaldt Fonseca Guimaraens med en mild duft af marcipan, kraftig frugt og godt med tanniner. Mange var også glade for Croft, som regnes blandt årgangens bedste, men dog manglende noget af de andres elegance efter min mening. Vesuvio, som jeg nyligt har besøgt (se forrige indlæg), havde fylde, kompleksitet og god peberfinish, men var desværre uheldigt dekanteret. Infantado var stadig lidt lukket, men tydeligvis uden den store kompleksitet. Burmeister var brunlig og nærmest tawnyagtig, hvilke vel ikke er meningen med så ung en vintage.

Altså flere gode vine, men ikke vine, der kan tåle sammenligning med de helt store år. Og nok også en årgang, hvor kun få vine er langtidsholdbare.

Foruden de allerede nævnte blev der smagt: Cockburn, Romariz, Warre, Dow og Ramos Pinto.