
Bogen er en blanding af personlige erindringer og oplevelser fra min mange rejser i Portugal og essays med nedslag i Portugals historie og kultur. Blandt meget andet kan nævnes emner som det store jordskælv i 1755, digteren Fernando Pessoa, Henrik Søfareren og de store opdagelsesrejser, maleren Julio Pomar, portvinsquintaerne i Douro-dalen og vores egen H.C. Andersen, som besøgte Portugal i 1866 og i hvis fodspor, jeg har rejst. Dertil kommer de tre F´er, som jævnligt udnævnes til at have været med til at holde befolkningen i ave under Salazars Estado Novo: Fodbold, Fátima og ikke mindst Fado. Bogen fører læseren til kamp med Benfica på Estádio da Luz, til den religiøse valfartby Fátima og til forskellige former for fadoaftener – blandt amatører og professionelle. Netop fadoen har sammen med Pessoas digte været væsentlige elementer i min fascination af landet og dets kultur. Jeg bliver aldrig træt af at læse de mange stemmers digter og lytte til de store fadistas, ligesom jeg altid er med på et godt glas portvin.
Bogen er ikke ment som en turistguide. Der er ikke meget at hente om golfbaner, hoteller, turistrestauranter og sandstrande. Til gengæld er jeg vild med sol, sardiner og saudade.
Jeg håber at kunne inspirere til rejser, der kommer lidt bag facaden af det overfladiske turistbesøg. Væk fra hovedstrøgene og ind i de små gyder eller baglandet. Tilbage i historien og ned i dybden, hvor den portugisiske kultur opleves og forstås.
Bogen kan bestilles i boglader eller gennem internetboghandlere som her: http://www.williamdam.dk/rejse_geografi/rejseerindringer/mit_andet_hjemland_1559942_da.html
Den er udkommet på Forlaget Ørby, hvor man også kan se supplerende billeder: http://www.oerby.dk/sider/mit_andet_hjemland.htm