Vintage 2009

April måned er altid spændende for portvinsentusiaster. Der er nemlig tiden, hvor producenterne begynder at deklarere vintage, som det hedder. Vintage er den mest fornemme kategori inden for portvin. For det første fordi der ikke laves vintage hvert år, men kun i udsøgte år, hvor vejrbetingelserne har været optimale og høsten er kommet fint i hus, hvilket sker ca. tre gange i hvert årti. For det andet bruges der kun vindruer fra de bedste marker, hvorfor mængden af vintage ikke er overvældende, hvilket selvfølgelig også er med til styrke interessen og fordyre flaskerne. Fremragende og klassiske vintageår er 1963, 1970, 1985, 1994, 2000, 2003.

Det er producenterne selv, der vurderer, om høsten efter to års fadlagring har tilstrækkelig kvalitet til at kunne blive vintage. Mener de det, skal de indsende prøver til Portvinsinstituttet, som så skal godkende, hvilket som regel sker.

Der er dog ikke alle, der deklarerer vintage i gode år. Der kan være forskel på høsten alt efter beliggenhed af de forskellige quintas, ligesom de enkelte firmaers politik på området ikke er den samme. Derfor ser man nogle gange, at husene er splittede mellem to efterfølgende år. Eller man kan se store huse, der ikke er på listen sammen med de resterende.

2009 er netop et år, der deler. Mest markant er forskellen på de store og markedsførende selskaber, Taylor Fladgate Group og Symington Family Estate, der står bag en række af de bedste portvine. Taylor Fladgate har valgt at deklarere Taylor, Fonseca og Croft – og det med store ord som kæmpe farveintensitet og tanninstyrke og med sammenligninger med 1970. Symington har derimod udtalt, at året var for tørt og varmt og derfor sekundært, hvorfor de hverken sender Graham´s eller Dow´s ud. Warre´s udsendes dog, men det i anledning af 200-året for William Warres indsats i befrielsen af Porto fra de franske besættelsesstyrker i 1809.

Af andre producenter kan det nævnes, at Niepoort, Ramos Pinto og Pintas har deklareret vintage, hvorimod koncernerne Sogevinus med bl.a. Calém og Burmester samt Sogrape med bl.a. Sandeman og Offley følger i Symingtons fodspor og afstår. Til gengæld kommer som vanligt i de år, hvor der ikke laves vintage, en lang række single quinta vintages på markedet som fx Quinta dos Malvedos, Quinta do Vesuvio, Quinta do Bomfim og Churchills Quinta da Gricha. Og de kan være glimrende køb.

Når meningerne er så delte, skal det blive spændende at følge vinenes udvikling. Nogle single quinta vintage viser sig at have såvel kvalitet som lagringspotentiale som ”rigtig” vintage. Modsat viser nogle vintageår sig at være overvurderet og meget lidt holdbare i længden. Hvem, der har ret – eller om alle har ret, må tiden vise. Jeg har i al bestilt lidt flasker til reolen, og så må vi se tiden an.

Almada Negreiros og Alcântara

Hvordan blev Salazar-styrets ideologi og holdninger formidlet i kunst og kultur? Hvordan er Estado Novos visuelle udtryk i billedkunst og arkitektur? Og var der plads til oprør og modstand i den officielle kunst og litteratur?

Det er spørgsmål som disse Ellen W. Sapega efterforsker og besvarer i sin bog ”Consensus and debate in Salazar´s Portugal” (The Pennsylvania State University Press), som jeg nyligt fik læst til ende. Bogen er lærd og giver en fin gennemgang af kultur og modkultur under et styre, som måske ikke var direkte fascistisk, men i fald havde mange fælles karaktertræk med fascismen. Dyrkelsen af det nationale, familien og historien samt den bevidste brug af kunst og kultur i propagandistisk øjemed.

Bogen og dens problematik er ikke kun historisk interessant. Den har også givet mig større forståelse for nogle af de kunst- og bygningsværker, jeg har mødt i Portugal, som monumentet for de opdagelsesrejsende i Belém, der på en gang er skræmmende og flot i sin hyldest til landets storhedstid som førende søfartsnation. Særligt spændende at læse var analysen af maleren og forfatteren José de Almada Negreiros´ flotte store murmalerier ved færgeterminalerne i Alcântara, Gare Marítima de Alcântara og Gare Marítima da Rocha do Conde de Óbidos.

Terminalerne blev bygget i 1940´erne og skulle tage imod rejsende til og fra Lissabon. Derfor var det vigtigt for myndighederne, at ankomne fik et godt indtryk af landet. Almada Negreiros fik derfor til opgave at male nogle store murpaneler, der hylder byen, historien og nationen. Vi møder skibe, sømænd og fiskekoner. Vi ser katedralen, borgen og kajen. Vi oplever havet og landskabet og får genfortalt myter og historier.

Men der blev også plads til en modfortælling. De få år, der var mellem malerierne de to steder, er tydelige. På det første sted er stilen mere traditionel og indholdet en stor hyldest til netop historien, familien, landet og religionen. I den anden terminal er stilen derimod langt mere moderne, ja nærmest kubistisk – og samtidig sniger der sig fattige, mulatter, gøglere og immigranter ind. Styret var selvsagt meget glade for den første serie af billeder, men ikke helt tilfredse med den sidste, som på et tidspunkt var tæt på at blive overmalet. Der blev jo rent faktisk stillet spørgsmålstegn ved det nationale paradis.

I dag er der desværre ikke offentlig adgang til ankomsthallerne med de imponerende og store billeder. Sidste år var jeg dog heldig at få dem af se sammen med en ansat ved havnevæsenet, som nyligt havde skrevet en lille guide om malerierne. Størrelsen og mangfoldigheden af farver og figurer var fantastisk. Sammen giver de et godt indtryk af byen og landet, historien og samtiden. Og så fortæller de altså en historie om en kunstner, som på en gang sagde ja til en bestillingsopgave for Estado Novo, men som samtidig også formåede at kritisere styret.

Almada Negreiros har også udsmykket kirken ”Nossa Senhora de Fátima” i Lissabon, og så har han virket som forfatter. Han var med i den modernistiske kunstnergruppe Orpheu, hvor også Fernando Pessoa slog sine folder. På dansk har Forlaget Ørby udsendt skuespillet ”Kvinde ønskes” og den lille roman ”Et dæknavn” (www.oerby.dk).  

Bacalhau

Så er klipfisken lagt i blød. Nu skal jeg bare skifte vand nogle gange resten af dagen, så den bliver udvandet til i morgen, hvor jeg har i sinde at traktere med en omgang bacalhau til forret. Jeg har også lagt mig fast på opskriften, selv om der er mange at tage af. Det forlyder faktisk, at der er hele 365 forskellige muligheder at vælge imellem – én til hver dag året rundt. Det skal nok passe, i al fald er de variationer, jeg er stødt på, efterhånden mange. Stegt på pande eller i ovn. Kogt eller grillet. Som flotte anretninger eller i småstykker.

Hver gang jeg bestiller og henter klipfisk hos den lokale fiskehandler, nyder jeg at åbne posen og tage det store stykke ud. Tørt med masser af salt på overfladen og med en kraftig lugt, som straks minder mig om Rua do Arsenal i Lissabon, hvor adskillige butikker har klipfisk liggende i store stakke. Her går vandreturen ofte forbi, når jeg er i byen. Jeg kommer også gerne til at tænke på Portugals fortid som stor søfartsnation, for det var på de lange togter til norden, at torsken blev fanget og derefter nedsaltet for siden at blive tørret. I begyndelse af 1500-tallet kom en af de portugisiske søfarere, Gaspar Corte Real så langt som til Labrador eller Newfoundland, som de kaldte for terra do bacalhau – klipfiskens land! 

I dag er klipfiskens land Portugal, selv om fisken stadig importeres fra norden, fra Island og Norge. Men hvorfor ikke også nyde den herhjemme? Jeg har gennem årene forsøgt mig med flere opskrifter, men vender altid tilbage til den, som jeg også vil lave denne gang. Første gang jeg smagte den var rent faktisk ikke i Portugal, men herhjemme til en sammenkomst med portugisiskholdet, hvor Pedro introducerede den. Tak for det…

Min egen variant er nu nærmest en blanding af to opskrifter: Bacalhau con Natas og Bacalhau à Gomes de Sá, som minder meget om hinanden. I kort form brækkes den udvandede og kogte klipfisk i små stykker. Den fyldes lagvis i et fad sammen med kogte kartofler, hårdkogte æg, letstegte løg og hvidløg, sorte oliven fyldt med hvidløgsost og fløde. Derefter bages det hele i ovnen i ca. 45 minutter og pyntes med godt med frisk koriander inden serveringen.

Til en sådan herlig fiskeret skal selvfølgelig nydes tør hvidvin eller godt med vinho verdo.      

Opskrifter på de to nævnte retter findes i øvrigt i to af de kogebøger, jeg efterhånden har samlet. Den første er på dansk. Erwin Stæt Andersen: Det portugisiske køkken fra Bica Bogforlag. Den anden er engelsk. Ursula Bourne: Portuguese Cookery fra Penguin Books.