Mísia – et forsinket farvel

 

Det er nu godt et år siden, at den portugisiske sanger og fadosanger Mísia desværre afgik ved døden efter flere års sygdom. Det skete nærmere bestemt den 27. juli 2024 på det hospital, hvor hun var indlagt med sin fremskredne cancer.

Den gang fik jeg ikke skrevet mindeord, hvilket jeg nu vil råde bod på. For faktisk var Mísia af stor betydning for min kærlighed til fado, ligesom jeg for efterhånden mange år siden interviewede hende – et interview, der blev bragt i 2006 i det udmærkede, men hedengangne magasin Djembe.

Når jeg indledningsvis skriver såvel sanger som fadosanger, er det ikke tilfældigt. Hun startede som fadosanger – ja hendes andet album fra 1993, som efterfulgte debuten, der blot bar hendes eget navn, hed kort og godt ”Fado”. Men med årene afsøgte hun andre genrer som tango, bolero og latin, ligesom hun bevægede sig ud i cabaretstilen og tilnærmede sig opera- og musicalområdet, jazzen samt rockmusikken ved at indspille sange af f.eks. Nine Inch Nails og Joy Division.

Min interesse for og kærlighed til fado smugstartede på en campingplads i 80´erne, hvor restauranten en aften bød på fadosang. Vi lyttede med et stykke tid og gik så igen, men interessen var vakt. Jeg købte et kassettebånd (ja, det var dengang) med sangeren Rodrigo, som jeg lyttede til efterfølgende. Da rejserne til Portugal fortsatte, begyndte jeg at besøge fadorestauranter og indkøbe CD´er. Den første i rækken var så vidt jeg husker netop med Mísia og hed ”Garras dos Sentidos” – sansernes kløer. Og kløerne fik så sandelig fat i mig.

Mísia blev født i 1955 som Susana Maria Alfonso de Aguiar. Moderen var en catalansk cabaretsanger, hvorfra hun arvede sin musikalske interesse. Da hun debuterede i 1991 var hun blandt de første yngre sangere, som genoptog og fornyede musikgenren, der havde levet et stille liv, da man efter revolutionen i 1974 forbandt fado med det gamle diktatur. Vel var der musikere og sangere som bekendte sig til eller lod sig inspirere af fado i 80´erne, men det var først i 90´erne at genren for alvor blomstrede op med Mísia og andre sangere som Camané, Cristina Branco, Mafalda Arnauth og lidt senere Mariza for blot at nævne nogle af de mest kendte.

Selv om Mísia også sang på fadorestauranter, var det i højere grad koncertsalene, som var hendes scene. Hun sang på flere sprog – foruden portugisisk og spansk også på fransk, engelsk og sågar japansk – og benyttede sig af såvel ældre som samtidige digteres tekster, hvilket gav hende en lidt mere intellektuel profil end de traditionelle fadosangere. Der blev ikke kun sunget om hjerte, smerte og længsel. Blandt digtere og forfattere, som har leveret tekster gennem årene, kan nævnes Fernando Pessoa, José Saramago, Lídia Jorge, António Lobo Antunes, Vasco Graça Moura og Augustina Bessa-Luís. 

Med tiden bevægede Mísia sig ud i randområdet af fadoen, men vendte med mellemrum tilbage, som f.eks. på album som ”Ritual” og ”Para Amália”, der begge er en hyldest til den største af dem alle, Amália Rodrigues. Det nåede at blive til 15 albumudgivelser, hvoraf det sidste ”Animal Sentimental” udkom i 2022. Blandt dem vil jeg nok pege på trekløveret ”Tanto menos, tanto mais”, ”Garras dos Sentidos” og ”Paixões Diagonais”, som værende blandt de bedste, men også førnævnte hyldestalbums til Amália.

Endelig vil jeg også fremhæve ”Canto”, hvor hun fik Vasca Graça Moura til at skrive tekster til den kendte komponist og guitarist Carlos Paredes melodier, samt dobbeltalbummet Ruas, hvor den første CD ”Lisboarium” er et portræt af Lissabon, og den anden ”Tourists” inkluderer musik fra Tyrkiet, Frankrig og Spanien og også indeholder covernumre af sange som ”Hurt” af Nine Inch Nails, som også Johnny Cash tog til sig.

Lad mig slutte med et par citater fra det interview, jeg lavede med hende tilbage i 2006:

”Mange opfatter fadoen som en ren traditionel musikform. Men den er et resultat af portugisernes assimilation af forskellige musikalske udtryksformer. Afrobrasilianske rytmer og den engelske guitar. Nordafrika i måden, der synges på. Det er byens musik og ikke noget, der bliver spillet bag bjergene på de samme instrumenter som i 1600 tallet. Fadoen har altid været i live og har altid været et udtryk for globaliseringen. Jeg fortolker blot den tid, jeg lever i”.

”Jeg er kosmopolit og lidt af en svamp i forhold til andre kulturer.”

 

Vil du læse mere om fado, kan jeg anbefale mn artikel ”Fadistas”, som indgår i rejseantologien Lissabon i serien ”vide verden”.