Anmeldereksemplar
tilsendt af forlaget
Der findes rejseberetninger, som
simpelthen er en nydelse at læse. Både fordi de er skrevet med sprogligt
overskud som en indlevende og medrivende fortælling, og fordi de på glimrende
vis formidler de besøgte steders historie, kultur og geografi.
En sådan bog er ”Søfareren” af norske
Erika Fatland, som tager os med på en rejse så at sige jorden rundt i kølvandet
på de portugisiske opdagelsesrejsende. Titlen refererer da også til manden, der
grundlagde Portugals storhedstid som søfartsnation, prinsen Henrik Søfareren.
Henrik Søfareren (1394-1460) fik ikke
selv rejst meget, men organiserede og deltog i portugisernes erobring af Ceuta i 1415. ”Så
historien om det verdensomspændende portugisiske imperium begyndte altså her,
ved den nøglehulsformede kalifatport i Ceutas bymur, i august 1415,” som
det hedder i bogen.
Derefter igangsatte han flere
sørejser, hvor de lette og navigationsdygtige portugisiske karaveller bevægede
sig længere og længere mod syd langs Afrikas vestkyst. Nogle nåede også langt
ud i Atlanterhavet for at kunne opnå gunstige vinde, når de skulle sydpå.
Resultatet var, at øer som Madeira, Azorerne og Cap Verde blev opdaget, selv om
vikingerne dog havde været på Azorerne før portugiserne. Og turen ned langs
Afrikas kyst, førte dem siden rundt om kontinentets sydligste punkt, Kap Det
Gode Håb, og derefter op langs østkysten, hvorfra rejserne fortsatte trin for
trin mod østen, Indien, Kina, Indonesien og Japan.
Det fjerne østen, hvorfra krydderier,
muskatnødder, nelliker og andre varer kom, var hele tiden målet – foruden en
vis ambition om at kristne de folkeslag, de mødte på deres vej. Kunne
portugiserne finde søvejen til Indien, kunne de springe uden om alle
mellemhandlerne i form af arabiske og venetianske handelsmænd. Her var kilden
til stor rigdom gemt.
Undervejs
blev der anlagt handelsstationer, som langt senere udviklede sig til kolonier
som Guinea-Bissau, São Tomé og Principe, Angola, Mozambique, Goa, Macau og
Østtimor. Sidstnævnte blev først selvstændig i 2002 i modsætning til de afrikanske kolonier, der
fik selvstændighed efter Nellikerevolution og afskaffelsen af diktaturet i
Portugal i 1974.
Bogen har en
rammefortælling, hvor Erika Fatland befinder sig ombord på store fragtskibe,
der sejler fra Europa, rundt om Afrika og til det fjerne østen – altså omtrent
samme rejse, som de opdagelsesrejsende udførte trin for trin over mange år,
hvortil kommer et afsluttende afsnit om Brasilien. Beskrivelserne af denne
rejse og livet ombord afbrydes så af besøg på de øer og i de byer og lande, som
de gamle søfarere besøgte, eller hvor de etableredes sig. Disse besøg er dog
udført på andre rejser, da skibet, hun sejler med, kun anløber få havne undervejs.
Målet er kort
fortalt at få svar på det enkle spørgsmål: ”Hvilke
spor findes stadig af portugisernes næsten glemte imperium?” Men ikke kun det. Forfatteren leverer også en
gang samtidshistorie om de besøgte steder, byer og lande – og hun beretter om
indbyggerne og deres kultur med mange små interessante og sjove detaljer, så både
den store og den lille historie fortælles. Vi hører om fado i Portugal, morna
på Cap Verde og om samba i Brasilien. Vi hører om forfattere og politik – og om
krigsveteraner fra kolonikrigene, en eneboer på Sankt Helena og skjulte kristne
i Japan. Og vi hører om portugisernes omfattende slavehandel:
”Portugiserne
stod for halvdelen af den transatlantiske slavehandel, seks millioner mennesker
i alt. Til sammenligning havde Portugal lidt over fire millioner indbyggere i
1867. Omkring fem millioner af de afrikanske slaver, der blev sendt over
Atlanten, endte i Brasilien. De fleste af dem kom fra Angola. Intet andet land
mistede så mange mennesker til den transatlantiske slavehandel.”
Men det
portugisiske søimperium var faktisk også starten på den moderne verden, påstås
det i bogen:
”Det hele
startede med dem, ved du,” sagde han fra sin pude. ”Den moderne verden, som vi
kender den, startede med dem. De var de første, de allerførste. De åbnede
verdenshavene. De forbandt Europa med Afrika og Asien og Amerika. De drog også
nordpå, ved du, til Grønland og Newfoundland, hvor de fiskede efter torsk i
konkurrence med baskerne. De var overalt. Den globaliserede verden begyndte med
portugiserne! Columbus er bare en parentes sammenlignet med de portugisiske
opdagelsesrejsende. Alt begyndte med Portugal.”
Portugal var en global stormagt den
gang. Nu er det et lille land på randen af Europa. ”Længslen og melankolien
er det eneste, der er tilbage af det vældige imperium,” som det lyder i bogen,
der dog også skyder med skarpt på landets måde at omgås historien:
”Opdagelsestiden
bestod af modige og epokegørende opdagelser, men mest af alt bestod den af
forlis, krig, vold – og slaveri. Selvom portugiserne alene stod for halvdelen
af den transatlantiske slavehandel, er der i Lissabon ikke et eneste monument
til minde om slavernes skæbne.”
”Søfareren”
er klart anbefalelsesværdig, hvad enten man som jeg har en forkærlighed og stor
interesse for Portugal og landets historie eller blot kan lide at læse spændende
rejseberetninger. Den er til at blive klogere af og udvider ens horisont – både
bogstaveligt og i overført betydning. Tænker også jeg vil give mig i kast med
andre af Erika Fatlands rejsebøger som ”Højt”, ”Grænsen” og ”Sovjetistan”.
Erika Fatland: Søfareren.
En rejse gennem Portugals tabte imperium. Informations Forlag 2025
