mandag den 30. juni 2025

Regatta i Porto 2025

 


Traditionen tro tilbragte jeg Sankt Hans i Porto, som virkelig fejrer deres elskede skytshelgen São João. Det er også på denne tid, at portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, afholder deres årlige optagelsesceremoni og gallamiddag. Og dagen efter Sankts Hans aften finder det årlige regatta med de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos, sted.



For ottende gang deltog jeg i regattaen ombord på en af bådene – den ene gang dog i september ved Regua i forbindelse med portvinens dag. Denne gang var det båden fra Cockburn´s, Quinta dos Canais, som havde vikinger med på sejladsen fra Douros udmunding til mållinjen ud for Sandemans lodge i Gaia. De gamle både menes rent faktisk at være inspireret af vikingebåde, som i sin tid sejlede langt den portugisiske kyst og op ad floderne.



Som vanligt blev det en festlig dag med højt humør, venskabelige drillerier holdene imellem og mad og drikke ombord samt efterfølgende lunch.

Vores startposition i bagerste række i Gaia-siden var ikke idéel, da vinden kom fra syd. Det gik dog fint i starten, hvor vi havde god vind. Ja, faktisk lå vi forrest en kort periode. Men da vi var sejlet under Arrábida-broen, kom vi i læ, hvorfor vi nærmest lå stille en stund. Det betød selvfølgelig, at de andre både tættere på Porto-siden indhentede os, ja de fleste overhalede os desværre. Resten af turen mod mållinjen foregik i vekslende tempo, hvor sejlet desværre hang slapt ned meget af tiden. Resultatet blev en placering i den sidste ende af feltet, men dog ikke helt sidst.



Vinder af årets regatta blev både fra Offley efterfulgt af bådene fra Barros og Fonseca. Alle tre hold blev selvfølgelig hædret ved den efterfølgende sejrsceremoni. 



Afslutningsvis var der frokost med fri vinbar til alle deltagerne – og her fortsatte drillerier på vanlig vis.



Aftenen før, hvor fejringen af São João kulminerer med sardiner, Super Bock, slag med plastikhamre, opsendelse af lysballoner, musik og dans samt ikke mindst det store fyrværkeri, tilbragte vi på Porto-siden.

På turen blev der også besøgt nogle portvinshuse. Opslag herom vil komme på min vinblog, Vin med Mouridsen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar